Stor vækst i 2020
Vi trodsede COVID-19 og vækstede vores resultat 54 % i 2020. Viegand Maagøe A/S rådgiver virksomheder, kommuner og regeringer om grøn omstilling nationalt og internationalt.
Et år i coronaens tegn har ikke bremset os – tværtimod. Vi har realiseret en resultatvækst på 54 % i 2020 og fået et resultat før skat på 7,6 mio. kr. mod 4,9 mio. kr. i 2019.
Søren Eriksen, vores administrerende direktør, er godt tilfreds.
”Vi øgede omsætningen og resultatet oven på et rigtig flot år i 2019 også. Det er et udtryk for, at vi har haft høj effektivitet og fremgang på alle vores forretningsområder med mange nye store projekter. Jeg er stolt af firmaet og vores medarbejdere, der virkelig har leveret, også under flere nedlukninger,” siger Søren Eriksen.
Klima er større end corona
Resultatet viser ifølge Søren Eriksen, at den grønne dagsorden buldrede videre, selvom Danmark lukkede ned.
”Alle var bekymrede efter pressemødet 11. marts, men de grønne projekter blev ikke sat på pause. Arbejdet med klima og bæredygtighed er stadig lige presserende, og på sigt er det en større udfordring end corona. Jeg tror faktisk, at pandemien har understreget behovet for at løse klimakrisen – og vist, hvad vi kan gøre, når vi har et fælles mål,” siger Søren Eriksen.
Strategi til tiden
Viegand Maagøe bidrager til grøn omstilling bredt gennem projekter om bl.a. klimastrategi, ressourceoptimering, finansiering, bæredygtige produkter, grønne indkøb, cirkulær økonomi og udvikling af digitale bæredygtighedsværktøjer, klimakommunikation og kampagner.
Søren Eriksen tilskriver virksomhedsstrategien en del af æren for det gode resultat.
”Vi har bevidst udviklet os fra fokus på energi til bæredygtighed bredt, og den udvikling fortsætter vi med vores nye strategi for 2025. Det er helt i tråd med samfundsudviklingen, hvor klima og grøn omstilling har fået fast plads på toppen af dagsordenen,” siger Søren Eriksen.
Rekrutterer fra øverste hylde
En del af strategien er også at udvikle kundernes strategier. Vi udvikler bl.a. klimastrategier for en lang række virksomheder i projektet ”Klimaklar SMV” og for kommuner i DK2020-samarbejdet.
Det grønne fokus har ifølge Søren Eriksen også givet bonus, når det kommer til rekruttering.
”Vi hyrer løbende på grund af de mange nye opgaver, og vi kan mærke, at det er attraktivt at arbejde i en virksomhed, der kun beskæftiger sig med bæredygtighed. Ikke mindst hos unge medarbejdere. Vi kan tage fra øverste hylde blandt kandidater, der står med flere job at vælge imellem, og det er et stort privilegium,” siger Søren Eriksen.
Læs mere på CleantechWatch her.