Gasprisens himmelflugt sætter skub i elektrificering af fødevareindustrien
Det er en dårlig strategi at vente på, at gas- og elpriserne falder igen. Prisstigningerne har nemlig gjort omstillingen fra gas til el rentabel for store dele af fødevareindustrien. Nye beregninger viser en halveret tilbagebetalingstid, så den nu er omkring seks år.
Bryggeriet Royal Unibrew og brødfabrikken Schulstad er blandt de virksomheder i fødevareindustrien, der med hjælp fra Viegand Maagøe, DI, Landbrug & Fødevarer, Green Power Denmark og DTU lige nu er i gang med at omstille fra gas til el.
Læs mere om virksomhedernes arbejde med elektrificering i en artikelserie i Ingeniøren (kræver login)
“Gas er i den grad kommet øverst på dagsordenen, og alle er i gang med at finde løsninger. Her er elektrificering det oplagte svar,” fortæller administrerende direktør Søren Eriksen fra Viegand Maagøe.
Nye beregninger viser en halveret tilbagebetalingstid på denne type projekter, og over halvdelen af projekterne opnår en tilbagebetalingstid på under fire år.
Internationale prisprognoser tyder på, at prisen godt nok vil falde til ro igen, men på et noget højere niveau end i dag – det gælder særligt for gas, hvor prisen fremover forventes at ligge væsentlig højere, end hvad vi oplevede, før Rusland invaderede Ukraine.
”Det vil derfor være en dårlig strategi at sidde og vente på, at priserne på gas og el falder igen”, fortsætter Søren Eriksen.
Elektrificering af Fødevareindustrien
Projektet Elektrificering af Fødevareindustrien viser med 20 helt konkrete eksempler, hvordan danske fødevarevirksomheder kan sikre en grøn omstilling i fødevareindustrien og styrke konkurrenceevnen ved at omlægge energiforsyningen fra fossile brændsler til CO2-neutral elektricitet. Viegand Maagøe står bag projektet sammen med Dansk Industri, Landbrug & Fødevare, Green Power Denmark og DTU. Projektet støttes økonomisk af Industriens Fond
Læs mere om Elektrificering af Fødevareindustrien og se inspirationsvideoer.