
Kampagne om luftforurening for Københavns Kommune
Kunde: Københavns Kommune
Hvordan informerer man borgere om den stigende fare ved luftforurening, uden at det bliver en skræmmekampagne? Ved at vække nysgerrighed med et stærkt budskab, der giver lyst til at udforske mere viden. Viegand Maagøe har udarbejdet en kampagne med tilhørende website for Københavns Kommune.
Sådan løste vi opgaven
Københavns Sundheds- og Omsorgsforvaltning ønskede at skabe opmærksomhed omkring det kedelige faktum, at luften i København er så beskidt, at den skaber negative sundhedskonsekvenser, som bl.a. er skyld i, at cirka 460 københavnere dør for tidligt.
Det ville de gerne have kommunikeret i en kampagne med et tilhørende website.
Desværre viste det sig, at en større sundhedsrisiko ramte Danmark i 2020 – nemlig COVID-19. Derfor omstrukturerede vi kampagnen fra at være en fysisk begivenhed til en række digitale budskaber, der kom ud gennem sociale medier og indsalg til pressen.
Viegand Maagøe udviklede kampagnen i tæt samarbejde med Københavns Sundheds- og Omsorgsforvaltning.
Viegand Maagøe stod for:
- Kampagnewebsite med alle kampagnens budskaber og indholdselementer på ét sted
- Grafisk udvikling af et informativt, ensartet og venligt udtryk
- Tre kampagnefilm, der formidler de primære budskaber
- Quiz om sundhedsskadelige konsekvenser ved luftforurening
- Spørgeundersøgelse om københavnernes viden og holdninger til luftforurening, som blev brugt til at forme budskaber i pressehistorier
- Pressehistorier i forbindelse med kampagneopstart og i løbet af kampagnen
- Intensiv indsats på Facebook og Instagram med budskaber og opslag – nogle målrettet alle københavnerne og nogle målrettet specifikke sårbare grupper
- Byrumsplakater – Plakater med kampagnens budskaber, som blev hængt op 120 forskellige steder i København
- Involvering af relevante aktører og interessenter, f.eks. patientforeninger
Budskaber
Kampagnen kommunikerede om luftforurening på tre hovedområder:
- Problem
Der er luftforurening i København Det er et centralt mål i kampagnen at oplyse om, at der er luftforurening i København. De største lokale kilder til luftforureningen er hhv. brændeovne og vejtrafik. - Konsekvenser
Luftforurening har sundhedsmæssige konsekvenser Luftforureningen er skyld i, at 460 personer dør for tidligt hvert år i København. Luftforurening fører desuden til forskellige sygdomme eller forværrer eksisterende sygdomme. Det centrale budskab er, at luftforurening er sundhedsskadeligt for mennesker. - Løsning
Vi kan gøre noget for at mindske luftforureningen og vores eksponering. Luftforureningen bliver mindre, hvis mængden af vejtrafik bliver sat ned, og hvis vi stopper med at fyre i brændeovne. Den enkelte københavner kan reducere egen eksponering for luftforurening ved at undgå de mest trafikerede veje, når de cykler og går i myldretiden.
Resultater
Kampagnen havde sit primære liv på sociale medier og som pressehistorier i medierne. 412.601 personer har stiftet bekendtskab med budskaberne på Facebook og Instagram, og der har været et stort engagement i form af Facebook-debatter, kommentarer og delinger af opslag.
Især de mange kritiske opslag fra Facebook-brugere skabte liv i kampagnen. Her fik Københavns Kommune mulighed for at diskutere luftkvalitet med borgerne, og præsentere de komplekse fakta, som typisk ville blive sorteret fra i en anden kommunikationskampagne.
Kampagnewebsitet fik over 6.000 besøgende, og testen blev gennemført af 1.300 brugere.
Byrumsplakaterne var gode blikfang i bybilledet og især, hvis de blev iagttaget fra cykel, bus eller bil gav de et godt indtryk at kampagnens budskaber og en genkendelighed til opslagene på de sociale medier.
Hvad ved du om sundhed og luftforurening?
6 spørgsmål om luftforurening tester københavnernes viden om konsekvenserne ved luftforurening. Testsvaret følges op med en række gode råd til at undgå eksponering og mindske luftforurening.