
Rådgivning til private skaber energibesparelser
Kunde: Energistyrelsen
Hvordan får man danskerne til at energioptimere deres boliger? Ved at gøre de svære beslutninger nemme og møde borgerne i øjenhøjde.
Viegand Maagøe har i konsortium med Transition udviklet en kampagne for Energistyrelsen, der fremmer energibesparelser med direkte rådgivning på borgermøder og via Facebook, mail og telefon.
Sådan løste vi opgaven
Vi brugte vores kernekompetence – at kommunikere fagligt tungt indhold på en let tilgængelig og handlingsorienteret måde. Målet er at gøre det nemt for borgerne at komme i gang med at energioptimere deres boliger.
Kampagnen tager udgangspunkt i en række aktiviteter:
- Borgermøder om energioptering i samarbejde med kommunerne
- Nye foldere formidler de mest oplagte energiløsninger
- Uvildig og gratis rådgivning om energibesparelser via mail og telefon
- Rådgivning og engagement gennem Facebook-side.
Vi har samlet skriftlig og telefonisk rådgivning under konceptet Ring, Skriv, Spørg! De forskellige aktiviteter bliver udviklet i et tæt samarbejde mellem kommunikationskonsulenter og fageksperter. Det sikrer, at formidlingen til boligejerne er effektiv og samtidig hviler på et solidt energifagligt grundlag.
Resultater
Siden 2016 har vi deltaget i mere end 100 borgermøder i 48 kommuner med i gennemsnit 62 deltagere pr. møde.
Indsatsen estimeres til at have sparet ca. 10 mio. kWh om året i boligerne. Derudover er der en besparelse på potentielt ca. 20 mio. kWh ekstra om året, hvis planlagte projekter gennemføres.
En evaluering med spørgeskema blandt deltagere i borgermøder viser, at:
- 95 % var tilfredse eller meget tilfredse
- 42 % har gennemført en eller flere energiforbedringer 6 måneder efter mødet.
Siden begyndelsen har vi håndteret mere end 5.000 henvendelser via mail og telefon med høj tilfredshed hos brugerne. I 2017 etablerede vi desuden en Facebook-side for rådgivningen, hvor vi besvarer spørgsmål og poster relevant indhold med udgangspunkt i kampagnens budskaber.