Viegand Maagøe Hinnerup

Viegand Maagøes kontor i Hinnerup ved Aarhus rådgiver Danmarks største ressourceforbrugere om grøn omstilling. Kontoret har været på en både fysisk og faglig rejse siden starten for 10 år siden.

10 ÅR I DAG. For en række af Danmarks største virksomheder er Viegand Maagøe den foretrukne rådgiver om strategisk ressourceoptimering og projektudførelse. Flere af Viegand Maagøes mest erfarne eksperter sidder i firmaets Hinnerup-kontor, der i dag fejrer 10 års fødselsdag.

Christian Jensen, afdelingsleder

Der har været en klar faglig rejse for firmaet, fortæller afdelingsleder Christian Jensen.

”Engang kaldte vi os ’Energy People’, og det handlede stort set kun om at spare energi. I dag optimerer vi alle typer ressourcer som energi, materialer, vand og affald, og vi deltager i projekterne fra ide til komplet implementering. Klima fylder også langt mere hos vores kunder. Nu løser vi f.eks. opgaver som, hvordan opnår man en reelt CO2-neutral produktion, der også er økonomisk bæredygtig,” fortæller Christian Jensen.

 

Løbende regning hos bageren

Af de ca. 60 ansatte i Viegand Maagøe sidder 8 i Hinnerup. Første rådgiver på kontoret var ingeniør Mie Skaarup Brødsgaard, der er ekspert i energi- og miljøledelse.

Mie Skaarup Brødsgaard, ingeniør

”Jeg delte lokaler med et andet firma i begyndelsen. Heldigvis havde jeg god kontakt til min chef, selvom han sad i København. På et tidspunkt boede vi i en gammel bank, men nu har vi vores eget sted. Vi har meget frie rammer til arbejdet og en løbende regning hos bageren, så alle kan beslutte, at nu skal vi have kage,” fortæller Mie Skaarup Brødsgaard.

Plads til flere

Viegand Maagøes jyske kontor er forblevet i Hinnerup gennem tiden, fordi omgivelserne er gode, og det er nemt at komme til for kunder og ansatte i både bil og tog. Der er nok at gøre, så Christian Jensen er på udkig efter nye kompetente kolleger.

”Den stærke grønne dagsorden bidrager til, at vi har masser af opgaver med at hjælpe grøn omstilling på vej hos kunderne. Det er vigtigt for mig, at vi bevarer den faglige førertrøje. Derfor vil jeg gerne styrke vores team og regner med at ansætte flere nye kolleger i 2021. Vi læner os ikke tilbage, bare fordi vi fylder rundt,” siger han.

Fakta: Viegand Maagøe

  • Rådgiver om grøn omstilling: Energi, klima, ressourcer, produkter, bygninger, økonomi og strategisk kommunikation
  • Grundlagt i 2006 i København med kontor i Hinnerup fra 2011
  • Ca. 60 ansatte, heraf 8 i Hinnerup
  • Ca. 40 % internationale projekter
  • Arbejder ud fra 4 værdier: Helhedsorienteret, ordentlighed, høj faglighed, bæredygtighed