
En af Danmarks første kandidater i klimaforandringer har palæstinensiske rødder. Mød Amro Hajir, der begyndte hos Viegand Maagøe på et corona-tomt kontor.
24/4/20
Der var nærmest ingen kolleger på kontoret, da Amro Hajir havde første dag hos Viegand Maagøe. Så hvordan var det at begynde i nyt job midt under corona-krisen?
– Det var en mærkelig oplevelse. Jeg kunne ikke rigtig blive lært op, fordi alle skulle arbejde hjemme. Men jeg prøvede at se det fra den lyse side. Når man møder folk lidt efterhånden, husker man bedre alles navne, siger Amro, der kommer fra et job som klimakoordinator i Næstved Kommune.
Klimaet har fyldt meget i Amros liv, også før han som den yngste på sin årgang i 2018 blev en af Danmarks første kandidater i klimaforandringer.
– Jeg har fulgt med i vind, vejr og nedbør, siden jeg var 10 år. Det var altid vejret, jeg skulle se, når der var nyheder. Jeg er vild med tal og data – at se tendenser og følge en udvikling.
Klimakandidaten der dumpede klimakursus
Det var langtfra mejslet i sten, at Amro skulle være kandidat i klimaforandringer.
– Jeg læste geografi og dumpede et kursus om klimatologi. Jeg havde ikke for alvor fattet det, selvom jeg syntes det var spændende. Men til reeksamen blev jeg virkelig bidt af det. Så da kandidaten i klimaforandringer blev oprettet, tænkte jeg: ’Det er da det, jeg skal!’.
Så blev Amro ekspert i klima. Nu bruger han sine evner til at hjælpe Viegand Maagøes kunder med grøn omstilling.
– Min første opgave er at videreudvikle et værktøj, så kommuner selv kan udarbejde energi- og CO2-regnskaber. Det er meget givende at kortlægge CO2-udledninger, så man kan vise resultaterne af en klimaindsats. Jeg får indsigt i, hvor meget alle mulige forskellige brancher belaster klimaet, men også hvor meget de gavner samfundet, siger Amro.

Amro udarbejder CO2-regnskaber, scenarieanalyser og klimaplaner for kommuner i Danmark og internationalt.
Mobil: +45 60 29 78 10
Kontakt
aha@viegandmaagoe.dkAldrig tilbage til Palæstina
Amro er vokset op i lejlighed på Frederiksberg og senere i et hus i Dragør sammen med sine forældre og 2 søskende. Men rødderne ligger et helt andet sted – i Palæstina. Bedsteforældrene flygtede fra Palæstina og bor i Jordan, hvor Amros forældre blev født.
– Min mor og far kom til Danmark, da der var behov for arbejdskraft og mødtes først her. Hverken jeg eller mine forældre har været i Palæstina, for det er ikke sådan lige at komme til. Men vi har alligevel en nationalfølelse. Jeg taler også arabisk – og holder ramadan lige nu, fortæller Amro.
Når han ikke kværner klimadata, nyder Amro livet med sin kone Esraa i deres lejlighed i Nordvest.