
Karrierevejen stod aldrig skrevet i sten for Christopher Sonne Ravn. I dag finder vores nye ingeniør dyb mening i bæredygtigt design, som han bruger til at fremme grønne indkøb.
30/11/20
Christopher Sonne Ravn og Corporate Social Responsibility forkortes begge CSR. Det er tilfældigt, men alligevel passer de to godt sammen – lidt ligesom Christophers studievalg. For selvom han aldrig har haft en målrettet karriereplan, viste valget af speciale i sig at være helt rigtigt.
”Det er en tværfaglig ingeniøruddannelse, der arbejder i krydsfeltet mellem design, teknologi og mennesker for at skabe bæredygtige, helhedsorienterede løsninger. Jeg er heldig, at jeg har uddannet mig til rent faktisk at gøre noget ved nogle af de store problemer i samfundet parallelt med, at grøn omstilling endelig er kommet helt op på den politiske dagsorden,” siger 27-årige Christopher Sonne Ravn, der blev færdig i sommer.
Gør det let at sammenligne økonomi og klima
Christopher søgte ind til Viegand Maagøe, fordi han havde hørt om virksomheden på studiet. Det klikkede til samtalen, og 2,5 uger senere var Christopher ansat og blev med det samme sat i gang med en vigtig opgave for Miljøstyrelsen.
”Jeg udvikler værktøjer til indkøbere, der gør det let at sammenligne økonomi og miljøpåvirkning i et produkts levetid på tværs af flere tilbud, så man får den bedste totaløkonomi og ikke bare den billigste indkøbspris. Det er virkelig fedt at bruge mine evner fra studiet til at udvikle et værktøj, der kan gøre en forskel,” siger Christopher.

Christopher har fokus på rådgivning indenfor cirkulær økonomi, såsom facilitering af bæredygtig produktudvikling, udvikling af cirkulære forretningsmodeller og grønne indkøbs-anbefalinger.
Mobil: +45 31 75 17 26
Kontakt
chr@viegandmaagoe.dkLiverpool og jagt
Fra det lidt tilfældige studievalg er bæredygtighed blevet afgørende for Christophers arbejdsglæde. Han har allerede haft begejstrede diskussioner med kolleger om, hvordan Viegand Maagøe kan skabe endnu mere grøn omstilling med bæredygtig produktudvikling og cirkulære forretningsmodeller.
Der er dog også andre essentielle ting i Christophers liv – som hans kæreste, squash, jagt og fodboldklubben Liverpool.
”Jeg kan tale fodbold i timevis med de rigtige samtalepartnere. Her i firmaet fylder fodbold overraskende lidt, men der er jo altid nogen, der holder med nogen,” siger han.