Jia Johannes Chen

Projektleder
Civilingeniør

  København, Danmark

Kontakt:

+45 60 29 78 19
jjc@viegandmaagoe.dk
LinkedIn

Om Jia

Jia arbejder med rådgivning inden for klimastrategi, cirkulære forretningsmodeller, og facilitering af bæredygtig innovation. Fritiden bruges på venner, sport, og musik med sang, instrumenter og egne tekster.

Jia er problemknuser med cirkulære briller

Som barn drømte ingeniør Jia Johannes Chen om at være skuespiller – eller Steve Jobs. I dag drives han af lysten til at forandre verden med helt konkrete værktøjer, der gør kloden mere bæredygtig.

‘Mønsterbryder’ siger Jia Johannes Chen, når han skal beskrive sig selv og sin opvækst i Frederiksværk som søn af to kinesiske restaurantejere. Her var der ikke meget hjælp at hente til lektier i skolen.

“Fordi jeg ikke kunne få hjælp af mine forældre, lærte jeg meget tidligt at løse opgaver og udfordringer i livet selv. Jeg føler mig som dansk, men jeg er præget af kinesisk kultur med at være ydmyg og ambitiøs.”

Særligt matematik, fysik og kemi tryllebandt ham i skolen, og lærerne fodrede ham med egne opgaver for at stimulere hans interesse for naturvidenskab.

Ville forandre verden – som Steve Jobs

“Da jeg var helt lille, ville jeg være skuespiller, fordi man gennem en rolle kan udforske verden med nye briller. I 7. klasse skulle jeg lave en præsentation af en person og valgte Steve Jobs, og så blev jeg fascineret af, at man kunne forandre verden. Det ville jeg også gerne! Så jeg kom frem til, at jeg gerne ville kombinere den her nysgerrighed på forskellige perspektiver med muligheden for at forandre verden” fortæller Jia, der i dag er 27 år.

På HTX i Hillerød blev han del af ‘Akademiet for Talentfulde Unge’, hvor han kunne netværke med andre lige så ambitiøse unge, og strøg uden sabbatår direkte ind på Fysik og Nanoteknologi på DTU.

“Jeg var fascineret af Einstein og Bohr, men jeg blev også frustreret på Fysik og Nanoteknologi. Jeg kunne ikke se mig selv sidde og forske i et verdensfjernt laboratorie i 20 år, så jeg skiftede til Design & Innovation. Det var superfedt, fordi man kunne løse forskelligartede og komplekse problemstillinger med konkrete løsninger.”

Snowboards og iværksætteri

Det nye fokus resulterede i, at Jia som sit bachelorprojekt på DTU designede et snowboard med en cirkulær forretningsmodel sammen med sin projektgruppe. Gruppen startede endda deres egen startup og var klar til at indtage pisterne med deres grønnere boards.

“Vi var klar til at gå i produktion, men alt stoppede, da corona ramte. Jeg fik studiejob på et forskningsprojekt inden for cirkulær økonomi på DTU og startede også min egen rådgivningsvirksomhed” fortæller han og tilføjer, ”Iværksættergenet og det store gå-på-mod har jeg helt klart fra mine forældre! De har lært mig at arbejde selvstændigt og tage føringen på ting.”

Ringen fuldendes

Da Jia var færdiguddannet, ringede en tidligere studiekammerat fra DTU til ham med et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til:

“Lasse Vinblad Thaisen arbejdede i Viegand Maagøe, og her var bæredygtighed ikke en enkelt afdeling, men integreret top-down i hele virksomheden i DNA’en.” siger Jia begejstret.

Hos Viegand Maagøe er Jia fortsat i det cirkulære spor fra DTU, og han har endda fået mulighed for at bevare den gode forbindelse til sit tidligere universitet: ”Lige nu samarbejder jeg faktisk med DTU om at omstille virksomheder i cirkulær økonomi gennem acceleratorforløbet Ready2Loop, hvor jeg hjælper dem med at vælge konkrete cirkulære strategier.” fortæller han.

Fra skuespillerdrømme til eget coverband

Efter arbejde har Jia travlt med at udfolde sine musikalske evner: ”Jeg har et coverband med mine venner, som vi startede på en fredag, og derfor hedder vi Frædag. Vi spiller meget pop, som Dua Lipa, Scarlett Pleasure og BeeGees. Jeg synger og kan spille guitar, klaver og bas, og min helt store drøm er at udgive mit eget singer songwriter-album under navnet Chæn” fortæller han.

Når musikken ikke spiller, står den i stedet på padel tennis med kæresten, som er fra Litauen. Jia nyder også at stå i køkkenet, hvor han især fremstiller lækre kinesiske retter.