
Det er langt fra et tilfælde, at Luna Ærø Witt er ny projektleder i Viegand Maagøe. Allerede fra barnsben har forældrenes interesse og fokus på klima, bæredygtighed og miljø fyldt meget i Lunas hverdag.
12/10/21
Cyklen var det foretrukne transportmiddel i hverdagen, når forældrene kørte på arbejde fra Birkerød til København. Familierejserne foregik i familiens folkevognsrugbrød, høns i haven spiste bioaffaldet, og madpakken blev aldrig pakket i stanniol. Det er blot nogle af de grønne hverdagsminder, der dukker op, når Luna fortæller om sin opvækst.
– Mine forældre har altid været meget fokuseret på miljøet og har igennem deres opdragelse inspireret mig til at vælge en grønnere retning både privat, men også i mit arbejde, siger hun.
Efter knap 5 år som managementkonsulent i et stort konsulenthus fik Luna lov til at snuse til den bæredygtige dagsorden, og her blev hun bekræftet i, at hun vil arbejde med klima og bæredygtighed som rådgiver.
– Jeg har altid haft en interesse for samfundet, for vores fælles bedste og for den udvikling, der er i den internationale politik og økonomi. Det er kombinationen af rådgivning, grøn omstilling, samfundsøkonomi og finansiering, jeg synes er sjovt, siger Luna.
Nye muligheder gennem netværk
Ønsket om at kombinere sine fagligheder med sine grønne interesser fik Luna til at reagere, da hun fik øje på mulighederne hos Viegand Maagøe i sit digitale netværk:
– Jeg har bevidst arbejdet henimod projekter med grøn omstilling og kendte Christine fra et tidligere samarbejde. Da jeg hørte om muligheden for at gå i dybden med den grønne dagsorden her hos Viegand Maagøe, var det et oplagt match for mig, siger Luna.
Hun ser frem til at gøre en forskel både gennem projekter med kommunerne og de private virksomheder.
– Jeg skal bl.a. hjælpe kommuner med CO2-regnskaber, og hvordan vi kan forbedre dem. Og så glæder jeg mig til at arbejde med private virksomheder f.eks. gennem KlimaKlar SMV, hvor vi hjælper virksomheder med grøn omstilling, og hvordan de kan reducere deres klimaaftryk, fortæller Luna.

Luna arbejder med projektledelse inden for bæredygtighedsstrategier og klimaplaner samt strategisk og økonomisk rådgivning om grøn omstilling. Fritiden går med crossfit og udeliv på surfboardet, i kajakken eller på vandreture.
Mobil: +45 28 96 56 48
Kontakt
luw@viegandmaagoe.dkMotiveret af naturen
Når Luna ikke arbejder med CO2-regnskaber og iværksætter nye tiltag mod en grønnere fremtid, søger hun ud i naturen og bruger den aktivt.
– Jeg kan rigtig godt lide at komme ud i naturen og bruger den meget, når jeg surfer, sejler kajak eller er på vandreture. Jeg er utroligt glad for at bruge naturen i min fritid, og derfor er det også vigtigt for mig at passe på den.