Luzie

Rådgiver
Civilingeniør

  København, Danmark

Kontakt:

+45 60 29 78 45
lru@viegandmaagoe.dk
LinkedIn

Kort om Luzie

Luzie er projektleder med et særligt fokus på bæredygtighed i byggeribranchen. I fritiden dyrker Luzie masser af astanga-yoga og er sammen med vennerne – ofte med en tur i sauna og et godt måltid mad på programmet.

Luzie Rück kalder både Tyskland og Danmark for hjem

Hele livet har Luzie Rück været splittet mellem Danmark og Tyskland.

Hun voksede op på en gård på den tyske ø Sild lige syd for Rømø. Samtalerne med venner og familie foregik på tysk, men undervisningen i skolen var på dansk.
Hendes forældre bor nu i nærheden af Flensborg, men selv har hun boet hele sit voksne liv i Danmark.

”Jeg ser nok mig selv som tysk, men jeg ville komme til at savne Danmark, hvis jeg boede i Tyskland. Nu, hvor jeg bor her, savner jeg til gengæld de store tyske øko-supermarkeder, og at der mere politisk aktivisme i Tyskland. Måske jeg en dag flytter tilbage til Tyskland, men jeg ved det ikke,” siger Luzie, der i dag bor på Østerbro i København.

Væk fra øen, ind til ”storbyen”

Overvejelser om, hvordan det at vokse op i det dansk-tyske grænseland former et menneske, gjorde hun sig ikke som 14-årig, da hun flyttede hjemmefra for at gå i skole og på gymnasiet i Flensborg.

”Jeg synes bare, det var megafedt at komme væk fra øen og ind til ”storbyen”, hvor jeg boede på en kostskole med mine venner. Der er dejligt på Sild og kilometervis af lækre sandstrande, men det var også et landsbyliv, og særligt om vinteren uden turisterne er der ret dødt.”

Bæredygtighed i barndommen

I dag kan Luzie se, at hun nok i en tidlig alder blev præget af tanker om ansvarligt forbrug og bæredygtighed, når hun så sin tante vande blomster med opsamlet vand fra brusebadet, og hun besøgte onklens øko-butik.

”Jeg prøver at leve så bæredygtigt, som det nu er muligt, at købe genbrug, når jeg kan, og generelt at forbruge så lidt som muligt. Jeg ved godt, at min indsats bare er en dråbe i havet, men det giver mening for mig, og jeg kunne ikke forestille mig at leve anderledes i dag,” slår Luzie fast.

Men det var ikke noget hun tænkte over, da hun valgte studieretning efter et par år som rygsækrejsende i Australien. Hun vidste, det skulle være noget med arkitektur og bygninger, og valget faldt på diplomingeniør i bygningsdesign i Århus.

”Jeg var begyndt at kede mig på det intellektuelle niveau efter at have rejst i så lang tid. Jeg søgte på nettet og så, at der var ledige studiepladser, og to uger senere flyttede jeg til Århus, en by, jeg aldrig før havde besøgt, og begyndte på uddannelsen,” fortæller hun.

Bæredygtighed som den røde tråd

Bachelor-projektet handlede om at genanvende gammel beton i produktionen af ny beton med CO2-analyser og trykprøver for at sikre de sikkerhedsmæssige egenskaber. Siden dengang har arbejdet med bæredygtighed været den røde tråd i Luzies studie- og arbejdsliv.

Først med et speciale i miljøledelse og bæredygtighedsvidenskab på Aalborg Universitet og siden i det, der i dag hedder Social- og Boligstyrelsen, hvor hun i 4 år arbejdede med implementering af krav til bygningers klimapåvirkning i lovgivningen.

”Jeg synes, det var helt vildt spændende arbejde at være med til at fastlægge grænseværdier for CO2-udledninger fra bygninger. Men jeg fik også mere og mere lyst til at komme om på den anden side af bordet og være med til at føre det ud i livet. Så jeg slog til, da jeg fik at vide, at Viegand Maagøe søgte medarbejdere med min profil,” siger Luzie, der blev ansat i oktober 2023.

Når Luzie ikke nørder bæredygtighed i bygninger på arbejdet, finder hun ro på yogamåtten eller dyrker sin nyfundne lidenskab for klatring med vennerne.