
Gennem knap 40 år som ingeniør har Viegand Maagøes chefrådgiver Peter Kristensen oplevet et skift fra fokus på ren økonomi til klima. Selv kan han bare godt lide at skabe ting.
5/10/21
Det lå egentlig i kortene, at han skulle være landmand ligesom hans forældre og bedsteforældre. Men da Viegand Maagøes chefrådgiver Peter Kristensen som barn betragtede sin mor og far på det midtjyske familielandbrug i Nr. Snede, fik han lyst til en anden fremtid.
”De knoklede alle ugens dage og ferierne med. Det virkede håbløst arbejdsomt for mig. Så jeg blev i stedet en af de første i familien til at få studentereksamen,” fortæller Peter.
Han tog bus til og fra gymnasiet i Horsens, og senere flyttede han dertil for at læse på Ingeniørskolen (i dag VIA University College), hvor han blev færdig i 1981.
”Bygninger tiltrak mig. Jeg har altid godt kunnet lide at cykle forbi en byggeplads, der begyndte som en flad mark, og så kom der noget op af jorden, som blev meget håndgribeligt. Bygningsingeniør virkede også som et fint stabilt arbejde til mine evner,” siger han.
Kan I levere et stort filter?
Efter de første ingeniørjob med konstruktion og byggepladser begyndte projektledelse at fylde mere for Peter – ikke mindst da han blev ansat på Aarhus Oliefabrik (der producerer olier til brug i mad og i dag hedder AAK) i 1998. Her fik han ansvaret for 10 mand og skulle bl.a. bygge et nyt anlæg til at skille olie i 2 fraktioner.
”Der fandtes ikke meget ekstern know-how, så det krævede mange kontakter til leverandører med spørgsmål som ’Kan I levere et filter på 3 m i stedet for 2 m?’ Vi konstruerede selv det anlæg fra bunden, og det tog flere år, så det var en stor glæde, da det kom i drift. Ligesom en bygning var det et synligt fysisk resultat, og jeg kunne sige: det dér fik jeg lavet godt,” fortæller Peter.
Mød Peter Kristensen

Peter udnytter sin mangeårige erfaring fra industrien, når han rådgiver virksomheder om energiforbrug, forsyningsanlæg og vedvarende energi.
Mobil: +45 31 75 17 23
Kontakt
pkr@viegandmaagoe.dkKommunistiske regulativer
I 2012 søgte Peter til Viegand Maagøe, hvor han bl.a. har været med til at bygge anlæg til at udnytte overskudsvarme på flere af Arlas mejerier. Han skiller sig ud fra de fleste i firmaet ved også at køre projekter i udførelsesfasen.
Peter er med knap 40 års erfaring kendt som en solid kollega, og med udviklingen i samfundet finder han det naturligt, at klima på få år er kommet mere i fokus.
”Før var energibesparelser økonomi alene. Nu fylder klima mere, men det er stadig de samme ting, jeg brænder for. Jeg forlod heller ikke oliefabrikken for at arbejde med bæredygtighed, men fordi jeg kunne få nogle spændende opgaver i Viegand Maagøe. Jeg kan godt lide bredden i mit arbejde: Den ene dag skal jeg finde en vej gennem kommunistiske regulativer for at spare energi i Vietnam, og den anden dag står jeg ude hos en jysk stålstøber.”
Familie, natur og kultur
Peter bor med sin kone i Risskov, hvor de, efter at sønnen er flyttet hjemmefra, er alene med deres hund Coco (en sort labrador opkaldt efter Chanel). Spørger man til Peters særlige hobbyer, gør han intet forsøg på at virke unik eller interessant.
”Jeg er vel som så mange andre. Jeg bor i et parcelhus og kan godt lide mad og vin. Jeg har været med i en madklub siden 80erne, og vi besøger gourmetrestauranter. Jeg er meget glad for Coco, for ellers fik jeg ikke gået så mange ture i Engdalen og på stranden,” siger Peter.