
De sidste 15 år har Peter Maagøe Petersen udviklet Viegand Maagøe til en førende rådgiver om grøn omstilling. Hans karriere udspringer af et tidligt stævnemøde med Tuborgs køleanlæg. Selv fylder han 60 år i dag.
9/2/21
Det var ikke så meget ingeniørstudiet som den efterfølgende pd.h., der satte retningen for Peter Maagøe Petersens karriere. Viegand Maagøes medgrundlægger fylder 60 år i dag, og mange af projekterne i virksomhedens 15-årige historie udspringer af Peters kærlighedsforhold til industrielle energianlæg.
Den kærlighed blev grundlagt, da ph.d.-forløbet på DTU i 1989 satte ham stævne med Tuborgs kølesystem i Hellerup.
”Det var det første store energisystem, jeg regnede på og kunne påvise, at det kørte dårligt. Og det er på mange måder det samme, jeg laver i dag. Når noget er virkelig stort og svært, er det fedt at få skovlen under det og finde en løsning, der binder teknik og økonomi sammen,” siger Peter.
Unik kultur
Peter begyndte sin karriere på den slagne vej med 12 år som industrirådgiver hos COWI. Men i 2006 drev hans indre entreprenør ham til at skabe sin egen virksomhed.
Sammen med Jan Viegand etablerede de to ingeniører Viegand Maagøe, der skulle fremme energibesparelser hos kunderne.
I dag er fokus udvidet til bæredygtighed, og Viegand Maagøes ca. 60 medarbejdere rådgiver bredt om grøn omstilling – fra kommunikationsstrategi til finansielle modeller. Men værdierne er de samme.
”Medarbejderne valgte for nogle år siden vores virksomhedsværdier om helhedsorienteret, høj faglighed, ordentlighed og bæredygtighed. Det gjorde mig glad, for det samme var vigtigt for mig og Jan, da vi startede firmaet i sin tid. Jeg oplever, at vi har en unik kultur, og jeg håber, at vi kan bevare den, selvom vi vokser og får flere opgaver i Danmark og udlandet,” siger Peter.

Peter rådgiver om energibesparelser, klima og energiforsyning og hjælper f.eks. industrivirksomheder med strategi, energiledelse og energisyn. Fritiden går med familien og evigt arbejde med huset i Birkerød.
Mobil: +45 21 70 03 08
Kontakt
pmp@viegandmaagoe.dkStolt af de unge
Med tiden er Peter blevet kendt som en af landets førende eksperter i at udnytte overskudsvarme. På et hav af rejser til bl.a. Irland, USA og Mexico har han også i flere sammenhænge været med til at fremme ny energilovgivning over for erhvervslivet efter dansk forbillede. Men selv er han mest stolt af de unge talenter, han har været med til at udvikle over årene.
”Jeg underviser jævnligt på DTU og opfordrer altid studerende til at lave eksamensprojekt hos os. Jeg elsker simpelthen samspillet mellem vores faglige projekter hos kunderne, at drive en god forretning og engagere nye dygtige medarbejdere,” siger Peter Maagøe Petersen.
Privat finder man Peter sammen med familien i Birkerød – når han da ikke er ude at sejle race i sin sejlbåd. Senere i år er han medarrangør af den nye distancekapsejlads ”Sundet Rundt” i Øresund.