EU Taksonomien – fælles sprog om bæredygtighed
Artikel
EU taksonomien er et grønt klassificeringssystem, som skaber et fælles sprog omkring klima- og miljømæssigt bæredygtige aktiviteter. Taksonomien bidrager til at investeringer flyder i en retning som understøtter EU’s mål for grøn omstilling.
Kort sagt, så er der nu retningslinjer der sikrer, at en virksomhed ikke bare kan gå ud og kalde sig grøn.
EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter er et grønt klassifikationssystem, der oversætter 6 centrale europæiske klima- og miljømål til kriterier for specifikke økonomiske aktiviteter til investeringsformål.
Det skaber et fælles sprog omkring klima- og miljømæssigt bæredygtige aktiviteter og sikre at investeringer i fremtiden i stigende grad flyder i en retning som understøtter den grønne omstilling.
Altså skal aktiviteterne bidrage til målet om net-zero udledning i 2050.
Bæredygtig finansiering er processen med at overveje miljø-, sociale og virksomhedsforhold (’ESG’), når der træffes investeringsbeslutninger i virksomheder og i den finansielle sektor.
Det forudsætter en fælles forståelse for hvad der er bæredygtigt og hvad der ikke er det og her er EU’s taksonomi for bæredygtige aktiviteter et centralt redskab.
For virksomheder som er omfattet af EU Taksonomien, vil der være en rapporteringsforpligtelse, som i fremtiden vil være placeret i ledelsesrapporten som en del af bæredygtighedsrapporten.
Men for en bred gruppe af virksomheder er der også mulighed for at bruge taksonomien strategisk i relation til adgang til marked, adgang til kapital, og som inspiration til tiltag der tager virksomheden i en grønnere retning.
Hvem er omfattet af Taksonomien?
Ikke alle er omfattet i starten, men bliver løbende inkluderet, og skal altså til at følge retningslinjerne.
2021
Børsnoterede virksomheder på over 500 medarbejdere
2025
Børsnoterede (regnskabsklasse D) med +250 ansatte
Ikke-børsnoterede virksomheder (regnskabsklasse C) med +250 ansatte.
2026
Små børsnoterede virksomheder.
2028
Ikke-EU-virksomheder med dattervirksomheder eller filialer i EU.
EU Taksonomiens 6 klima- og miljømål
- Modvirkning af klimaændringer
- Tilpasning til klimaændringer
- Bæredygtig udnyttelse og beskyttelse af vand- og havressourcerne
- Omstilling til en cirkulær økonomi
- Forebyggelse og bekæmpelse af forurening
- Beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer.
I juni 2021 blev kriterierne for de 2 første miljømål (Modvirkning af klimaændringer og Tilpasning til klimaændringer) vedtaget. De store virksomheder i brancher, som er omfattet af taksonomien, skal allerede i dag rapportere omkring disse.
I slutningen af juli 2023 blev kriterierne for de resterende 4 miljømål endeligt vedtaget.
3 kriterier for bæredygtighed
En økonomisk aktivitet skal desuden overholde nogle kriterier, for at være miljømæssigt bæredygtig. En økonomisk aktivitet er miljømæssigt bæredygtig hvis den:
- Bidrager væsentligt til mindst 1 af de 6 miljømål (S.C.)
- Ikke bidrager til alvorlig skade på de øvrige miljømål (D.N.S.H)
- Udøves i overensstemmelse med de almindelige minimumsgarantier for socialt ansvar (S og G i ”ESG”)
Læs mere om EU-taksonomien her
EU taxonomy for sustainable activities (europa.eu)