Kommunerne er blevet frontløbere i klimakampen

Danske kommuner tager aktivt ejerskab for klimakampen. Frivilligt engagement og vilje til samarbejde med borgere og virksomheder er drivkraften i det nye fælles klimakapløb, som finder sted i disse år.

Den kommunale klimaindsats er under store forandringer i disse år.

I alle egne af landet er teknik- og miljøforvaltningerne i gang med at opruste i klimakampen. Nye medarbejdere bliver ansat i stort antal, og der kæmpes på hjemmearbejdspladserne med at sætte form og indhold på klimaplaner, som både vil medføre betydelige CO₂-reduktioner og gøre kommunerne til frontløbere i klimakampen.

Klimaarbejdet har udviklet sig til en venskabelig konkurrence blandt kommunerne om at være mest ambitiøs og nytænkende, og det gælder både på det politiske og det administrative niveau. Men i det kommunale klimaarbejde er der ingen, som holder på forretningshemmelighederne. Viden og inspiration bliver ivrigt delt hen over kommunegrænser og landsdele, og det er måske det mest slående ved kommunernes klimaindsats: Den er præget af formålets alvor, men også af den fælles forståelse af, at store forandringer skal gennemføres i fællesskab.

Det kommunale kompetencetab

Lad os begynde med at spole tiden et par årtier tilbage.

I 90’erne og 00’erne blev teknik- og miljøforvaltningerne gradvist tømt for specialister, som tidligere varetog den kommunale energiplanlægning. Tidsånden talte for centralisering og udlicitering af kommunale opgaver. Anders Fogh Rasmussens opgør med ekspertvældet satte også sit aftryk på det kommunale miljø- og klimaarbejde.

I 2010 udkom Klimakommissionen med Katherine Richardson i spidsen med en kras kritik af det kommunale kompetencetab. Nu skulle den strategisk energiplanlægning tilbage på dagsordenen, så kommunerne kunne hjælpe stat, borgere og virksomheder med at få styr på CO₂-udledningen. Men da var det for sent. De specialister, som havde udgjort det kompetencemæssige fundament for de kommunale varmeplaner, havde nu fundet sig til rette i andre stillinger og savnede ikke nødvendigvis deres gamle arbejdspladser.

I dette dødvande befandt kommunerne sig i de følgende år. Fra tid til anden slog en politiker på glasset og formulerede noget om, at kommunerne skulle tilbage i førersædet, og enkelte kommuner skilte sig ud med stædigt at insistere på det kommunale medansvar for den grønne omstilling. Men den store revolution udeblev.

DK2020 får kommunerne tilbage på dagsordenen

Parisaftalen i 2015 markerer en milepæl i kommunernes vej mod en hovedrolle i klimaindsatsen. Byer i alle verdensdel sluttede sig sammen i netværk på kryds og tværs med det formål at arbejde for Paris-aftalens mål.

I samarbejde med Concito tog Realdania det første spadestik til DK2020 – et frivilligt netværk af 20 geografisk og demografisk spredte danske kommuner, som forpligtede sig til at opfylde Parisaftalens mål om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader i 2050. Midlet var lokale klimahandlingsplaner, som ansporede kommunerne til at genvinde de tabte kompetencer fra varmeplanlægningens storhedstid.

I 2019 og første halvdel af 2020 udfærdigede netværkets parter deres klimaplaner for de kommende års indsats, og i november 2020 fik de 20 kommuner selskab af yderligere 46, så det i dag er to tredjedele af de danske kommuner, der deltager i DK2020. Feltet er spredt: Nogle kommuner er langt fremme i arbejdet og fungerer som mentorer og sparringspartnere for de øvrige kommuner, mens andre begynder med det mest grundlæggende.

Fra formalia til frivillighed

Fælles for alle 66 kommuner er, at det handler om at erkende ansvar og lægge en konkret plan for de kommende års indsats. Der er ingen nationale krav til den kommunale klimaindsats. Ingen pålagte deadlines. Ingen truende sanktioner hængende som et Damoklessværd over kommunale forvaltningskontorer. Indsatsen er båret af en erkendelse om ansvar og drives af begejstring og virkelyst.

Kommunernes vilje til at række ud og gå nye veje har skabt væsentlige forandringer i den helt afgørende indsats for at energiforbedre private boliger. Energistyrelsen tilbyder at holde borgermøder i samarbejde med kommunerne for at inspirere boligejere til at gennemføre energiforbedringer og omstilling til mere klimavenlig opvarmning. Ved ordningens begyndelse i 2016 var det vanskeligt at overbevise blot nogle få om, at det var en god idé for kommunerne at række ud og møde borgerne på denne måde. I dag er borgermøderne en etableret institution, og mange kommunerne arrangerer så mange, de overhovedet kan få plads til.

Vi oplever, at når kommunen bryder de vante rammer og række ud til borgere og virksomheder, så skabes der et nyt rum af kreativitet og fælles forståelse for en sag, der angår alle. Borgere og virksomheders respons på kommunens nye rolle og tilgang er entydigt positiv.

I takt med, at kommunerne styrker samarbejdet med lokale aktører, flyttes fokus fra kommunen som virksomhed til kommunen som geografisk område.

Den første del har de fleste godt styr på allerede: Energibesparelser i kommunale bygninger og elektrificering af den kommunale transportflåde. Den anden del kræver normalt stadig bidrag og hjælp udefra:

• Hvordan får vi styr på kommunens samlede CO₂-udledning?
• Hvilke initiativer kan bidrage til at nedbringe CO₂-udledning både nu og her og på lidt længere sigt?
• Hvad kan vi gøre for at sikre ejerskab og forankring blandt borgere og virksomheder?

Hold på viden og kompetencer

Når kommunen har sat sig for at udvikle en konkret klimaplan, er det vores fornemmeste rolle som rådgivere at understøtte kommunens kompetenceopbygning. Klimaudfordringen bliver hverken løst i dag eller til næste år, og derfor skal kommunerne fortsætte kompetenceopbygningen for at løse udfordringerne klogest og mest hensigtsmæssigt. Kommunerne har behov for interne eksperter, som forstår udledningskilderne, kan monitorere og følge op på kommunens indsats, indhente erfaring fra forskning og kollegakommuner, og ikke mindst sætte reducerende tiltag i værk.

Kommunerne er tilbage med fuld kraft i klimakampen. Og netop fordi kommunerne er tyvstartet og ikke har ventet på dekreter fra Christiansborg, er de godt i gang med at tage fuldt ejerskab over processen. En frivillig og lystbetonet opgave vil altid skabe bedre resultater end de pligter, der udføres med den dårlige samvittighed som følgesvend. Når kommunerne i disse år atter kaster sig ind i klimakampen, er det et udtryk for, at de tager sig selv og deres rolle i den grønne omstilling alvorligt – og det ansvar vil kun vokse og gro de kommende år.