Robotterne kommer. Men er de en trussel eller en redningsplanke?

En arbejdsgruppe med centrale eksperter har i fire år forberedt Danmark på teknologisk disruption af samfundet. Men netop som Siri-kommissionens anbefalinger skulle lægges frem, viste coronakrisen os, hvad ægte disruption er gjort af.

Der var engang i en ganske nær fortid, da teknologien var vores værste fjende. 

Engang, hvor samfundet havde mareridt om kunstig intelligens, som i ly af techgiganter og myndigheders enøjede jagt på profit og effektivitet støbte fundamentet til en ny verdensorden.

En verden med algoritmen som den øverstbefalende magt. Hvor beslutninger truffet i den fabrikerede visdoms sorte boks ikke kunne udfordres med et ’hvorfor’.

Og ikke, fordi myndighederne ikke gad afsætte ressourcer til at besvare spørgsmål af opklarende karakter, men fordi ingen – ikke engang computeren selv – ville være i stand til at redegøre for den kausalkæde, som var gået forud for en given beslutning.

Hvis du levede i dette mareridt, ville du møde den kunstige intelligens fra morgen til aften og i alle facetter af dit liv: 

• Når smartphonen på sengekanten vurderer, at du har hvilet nok, og trækker dig ud af søvnen
• Når sensorer i spejl og toilet analyser din aktuelle sundhedstilstand og afrapporterer til arbejdsgiver og forsikringsselskab
• Når en virtuel diætist fortæller dig, hvad du skal spise for at yde optimalt
• Når realtidsovervågning af din digitale og fysiske færden sikrer, at du ikke slækker på arbejdet eller fordriver fritiden med asociale og halvskumle typer 
• Og hvor summen af bemeldte overvågning er afgørende for din ret til arbejde, bopæl, dating og ultimativt muligheden for at sætte børn i verden. 

Eksemplerne er ikke stjålet fra en science fiction-dystopi. Nogle lande som Kina og Singapore har allerede kastet sig ud i dybe og vidtforgrenede eksperimenter med at effektivisere og forædle staten gennem elektronisk overvågning.

Måske du kan huske, at frygten for kunstig intelligens og teknologisk disruption sivede ud i alle hjørner af samfundet? Og det handlede ikke alene om aversionen mod at leve i et digitalt diktatur.

Mest diskuterede vi mere jordnære ting, som hvad der ville ske med arbejdspladser, når teknologien blev klog nok til at træffe sine egne beslutninger. Hvad skulle der blive af lastbilchaufførerne, sekretærerne, ekspedienterne og postbudene, når traditionel menneskelig logistik og administrativ assistance blev gjort overflødig?

Og på den anden side af analyserne og kronikkerne lurede også frygten for, at samme skæbne ville overgå det mellemlag af konsulterede vidensarbejdere, som lige nu oplevede gyldne tider ved at spå om fremtidens komme.

Andre bekymrede sig mere om, at nogle kommuner sløsede med opbevaringen af data om deres borgere. Dagligt dukkede nye historier op om cpr-numre, som blomstrede på ubeskyttede hjemmesider og dermed inviterede til identitetstyveri.

Lige nu betaler Europa prisen i menneskelige og økonomiske tab ved at sætte individet over kollektivet

Og hvad skulle kommunerne i øvrigt med alle de data om vores afkom? Var det virkelig nødvendigt med systematiserede trivselsmålinger i folkeskolen, som forsynede eftertiden med viden om, hvad Noah og Victoria følte på en tilfældig tirsdag i slutningen af november 2017?

Men hvis du anstrenger dig endnu mere, kan du huske, at der var en tid, før verden gik digitalt af lave. Og det er den tid, som vi skal rejse tilbage til nu.

Vi er i foråret 2016. Barack Obama kan stadig kalde sig præsident i USA, og russiske troldehære har endnu ikke mobiliseret sig på Facebook for at slagte Hillary og bringe Trump til magten.

Google er stadig er et smart og bekvemt gratis værktøj til at organisere mails og dokumenter. Debatten om Uber er endnu ikke eksploderet i medierne. Og Cambridge Analytica var der ingen, der havde hørt om.

Vi befinder os med andre ord i en tid, da teknologi stadig er noget nyt og spændende. Hvor vi fokuserer på muligheder og ikke på begrænsninger.

Det er på dette tidspunkt, den tidligere miljøminister Ida Auken i samarbejde med ingeniørernes og naturvidenskabernes brancheorganisation IDA inspireres til at sætte en ny kommission i verden. En Siri-kommission, som den blev døbt – opkaldt efter Apples stemmestyrede assistent Siri, som Ida Auken ofte havde observeret sin 5-årige søn forsøge at føre en samtale med.

Målet med kommissionen er at forberede Danmark på de teknologiske forandringer, som venter lige om hjørnet. Når verdens ledere hvert år i januar samles i det schweiziske alpeparadis Davos for at diskutere de økonomiske tendenser, har Klaus Schwab de seneste år forsøgt at få dem til at forstå alvoren og mulighederne i den fjerde industrielle revolution.

Et begreb, som den tyske ingeniør og stifter af World Economic Forum selv har udviklet, og som tager afsæt i tesen om, at verden herfra vil udvikle sig i en stadig mere rasende fart.

Drivkraften i den første industrielle revolution var damp. I den anden revolution skiftede vi til elektricitet. Den tredje var drevet af internettet og informationsteknologi. Den fjerde industrielle revolution designer en ny og snart ukendelig verden på skuldrene af robotteknologi og kunstig intelligens.

Og det er dette højteknologiske tog, som Ida Auken og Radikale Venstre i alliance med IDA med Siri-kommissionen ville sikre sig pladsbillet til.

Jeg hører om arbejdet første gang i august 2016. Jeg er som redaktør for Altingets nyhedsbrev om digital politik fascineret af tanken om at tage et mere systematisk greb om en debat, som på det tidspunkt fylder ganske lidt i mediebilledet.

Efter et introducerende interview om kommissionen får jeg aftalt, at jeg over de kommende år kan følge arbejdet som observatør. Det vil sige, at jeg kan deltage i møder og workshops, men i modsætning til de egentlige medlemmer, som er plukket blandt eksperter og fremtrædende erhvervs- og organisationsfolk, ikke kan præge de politiske anbefalinger. Tilstræbt journalistisk objektivitet og alt det der.

Og så går det stærkt. En måned senere offentliggør McKinsey med Bjarne Corydon i spidsen en analyse, som viser, at 40 procent af danskernes jobfunktioner er i fare for at blive overtaget af kunstig intelligens – eller disruptet, som truslen ender med at hedde i folkemunde.

Disruption går i øvrigt fra at være et begreb, som en snæver gruppe teknologer og managementkonsulenter interesserer sig for, til at være på alles læber. Og således var det kun et spørgsmål om tid, før Lars Løkke Rasmussen i forsøget på at flytte fokus fra aflyste skattelettelser og strandede finanslovsforhandlinger gjorde sig til formand for regeringens nye Disruptionråd.

Et råd, som i store træk tog armtag med de samme emner som Siri-kommissionen, men som med tilførslen af prominente ansigter og en offensiv pressestrategi stjal enormt meget plads i mediebilledet i det kommende halvår.

Hele ni ministre var stuvet sammen til åbningsmødet i statsministerens hvidkalkede embedsbolig for at høre om de abrupte forandringer og forstyrrelser, som efter sigende kunne ramme Danmark ud af den blå luft. Og selv om der ikke foregik stort andet, end at folk talte sammen i lukkede rum, udviklede møderne sig hurtigt til et mindre mediecirkus.

Hver gang blev der sendt pressemeddelelser ud på Statsministeriets officielle papir, som lod fortælle, at der næste uge aflægges besøg hos Coop i Albertslund – og hvor der sågar vil være mulighed for at møde en ansat. Hvad med at stå klar på sidelinjen, når statsministeren inspicerer rørlaserskæring i Odense? Og gad vide, hvad Hella Joof mon har at sige til eleverne på en teknisk skole i Hjørring?

Mens Lars Løkke Rasmussen greb hver en chance for at »hjælpe Danmark forlæns ind i fremtiden«, havde det organisatoriske Danmark travlt med at formulere sine egne visioner for fremtiden. HK, Djøf, Dansk Magisterforening og Dansk Metal var blot nogle af dem, der lokkede med banebrydende analyser.

Den fjerde industrielle revolution designer en ny og snart ukendelig verden på skuldrene af robotteknologi og kunstig intelligens

Men også den årlige Techfestival i Kødbyen i København samledes om først et brev og siden et katalog og et løfte, som skulle minde omverdenen om, at mennesket styrer teknologien, ikke omvendt. Eller som grundlægger af festivalen Thomas Madsen-Mygdal forklarer det:

»Hvis tech skal vende tilbage til sine menneskelige rødder og træde ind i den samfundsbevidste tidsalder, så skal alle, der arbejder i techverdenen, til at tænke og agere anderledes«.

Nu spoler vi frem til nutiden. På en lukket seance i ingeniørernes domicil på Kalvebod Brygge præsenterede Siri-kommissionen i juni sin sidste analyse af den teknologiske udvikling. Egentlig skulle analysen være fremsat i april med store armbevægelser på en konference på Christiansborg. Men som resten af samfundet blev Siri-kommissionen offer for sin egen disruptive logik.

Mens vi ventede på, at teknologien ville tage springet fra tjener til tyran og i sidste ende gøre os til tilskuere i vores eget liv, blev vi disruptet af den biologi, som ingen af os længere bekymrede os om.

Naturligvis var der timelige epidemiologer på tværs af kloden, der kæmpede for at bringe os på forkant med den næste pandemi. Men når debatten om biologisk disruption ramte medierne, var det som oftest med teknologien som katalysator.

Hele verden fulgte med, da den kinesiske læge He Jiankui klippede i generne hos tre fostre for at gøre dem resistente mod hiv. Og i sine evolutionsfilosofiske bestsellere har den israelske historiker og forfatter Yuval Noah Harari argumenteret for, at biometriske forbedringer af menneskekroppen i samspil med kunstig intelligens er den største game changer for menneskeheden.

Men at noget så arkaisk som en virus kunne vende samfundet på hovedet, fyldte ikke meget i den kollektive bevidsthed. Og derfor har der ikke været nedsat arbejdsgruppe på arbejdsgruppe til at drøfte alle de spørgsmål, som vi i disse måneder kigger ind i.

Heldigvis er der en række af de spørgsmål, som er rejst og besvaret i forberedelsen på den teknologiske disruption, som vi kan trække på i mødet med coronavirussens samfundsomvæltende natur.

Mest iøjnefaldende er den udbredte brug af overvågningsteknologiske redskaber til at styre samfund gennem coronakrisen med et minimum af dødsfald. Alene det, at virussen har udspring i et fiskemarked dybt inde i det kinesiske fastland, skaber en række åbenlyse dilemmaer for et demokrati som det danske.

Efter en famlende start lykkedes det Kina med drakoniske virkemidler at slå hårdt ned på virussen. Man afskar resolut over 70 millioner indbyggere fra resten af landet. Og brugte det omfattende arsenal af elektronisk overvågning, der allerede er rullet ud over landet, til at sikre, at borgerne efterlevede statens anvisninger.

Helt konkret kan myndighederne ved at kombinere data fra folks mobiltelefoner med fotos fra millioner af overvågningskameraer med automatisk ansigtsgenkendelse og oplysninger fra tvungne temperaturmålinger ikke blot hurtigt spore mulige coronasmittede, men også deres bevægelser, og hvem de har været i kontakt med. Og resultaterne af disse sporinger deles efterfølgende med resten af samfundet, så man via sin mobiltelefon modtager advarsler, hvis man opholder sig tæt på coronasmittede.

En række lande verden over med Taiwan og Singapore i spidsen har med succes taget lignende redskaber i brug. Men i Europa har politikerne fulgt et andet spor, som interessant nok har åbnet døren for de før så udskældte techgiganter.

I maj måned blev et bredt flertal i Folketinget enige om rammerne for Danmarks nye corona-app, Smittestop. Tanken var, at appen skulle samle informationer om danskernes smittespredning i en central database hos sundhedsmyndighederne, som dels skulle advare mod risikoen for konkret smitte, dels styrke statens overblik over virussen.

Men efter pres fra Enhedslisten og eksperter opgav regeringen ønsket om at betale Netcompany for at udvikle en unik dansk model. Og i stedet baseredes appen på de erfaringer, som Apple og Google har gjort sig med decentrale løsninger, der nøjes med at lagre informationer på borgernes egne mobiltelefoner. Herfra er det så op til os selv at vurdere, hvorvidt vi stoler nok på staten til at dele følsomme data om vores bevægelsesmønstre.

Mens Sverige helt har opgivet tanken om en sporingsapp med statsepidemiolog Anders Tegnells besked om, at »det i denne situation er vores vurdering, at risici ved appen er væsentlig større end fordelene, som ville have været meget små«.

Her skal vi holde os to ting for øje:

Lige nu betaler Europa prisen i menneskelige og økonomiske tab ved at sætte individet over kollektivet og dermed skabe et samfund, som er sværere at styre gennem hårde krisetider. Og de valg, som vi træffer her, er langt hen ad vejen de samme, som guider os i arbejdet med kunstig intelligens.

Og så skal vi vide, at vi, som Naomi Klein argumenterer for i et essay i The Guardian, risikerer at lukke magtsyge giganter som Apple, Amazon, Facebook og Google tilbage i varmen under påskud af at hjælpe en verden i nød. Forfatteren frygter, at antallet af pandemiofre, som alene i USA er vokset til over 180.000, bruges som påskud til at svøbe samfundet i nye overvågningskapitalistiske klæder. Og mener, at løsningen er at regulere internettet som kritisk infrastruktur på linje med el og vand.

En anden tematik med tråd til magthaverne i Silicon Valley, som er blomstret op med coronakrisen, er spørgsmålet om borgerløn. Tidligere er tanken om at udstede blankochecks til borgerne blevet kritiseret for at være et skalkeskjul for, at techgiganterne kan vedblive med at udtømme samfundet for jobs uden at frygte, at det skader massernes mulighed for at proppe nye produkter i de digitale indkøbskurve.

Men bedst som amerikanerne i foråret stirrede ind i en økonomisk nedtur af historiske dimensioner, blev drømmen om en universal basisindkomst atter vakt til live: Og denne gang af ingen ringere end den amerikanske præsident, Donald Trump.

Lige nu mister amerikanerne ikke deres job til robotterne, men til coronavirussens umættelige jagt på nye menneskelige værter. Og derfor ville republikanerne sende 2.000 dollars ud til alle voksne amerikanere.

Herhjemme mangler vi endnu at se borgerløn blive skrevet på dagsordenen af prominente politikere. Men kort før sommer anbefalede en ekspertgruppe nedsat af regeringen at afløse de populære økonomiske hjælpepakker med en ny model for delejobs. Her skal arbejdstagerne i krisesituationer deles om de jobs, der er til rådighed. Modellen skal fungere som fremtidigt bolværk mod nye økonomiske kriser.

Og tvivler man et kort sekund på regeringens vilje til at holde hånden under danskernes økonomi, skal man blot skæve til de himmelråbende milliardbeløb, der de seneste måneder er udskrevet til lønmodtagere og virksomheder.

Det er serious business:

Ligesom det bliver det, når robotterne engang kommer.