_Avista-Green

Digitalt værktøj gør energikortlægning hurtigere, nemmere og billigere

Kunde: EUDP-finansieret projekt

Om opgaven

Energikortlægning giver virksomheder overblik over deres produktionsflow og forbrug af varme, køling og elektricitet. Overblikket gør det nemmere at skabe grøn omstilling og reducere udgifter ved at lave ændringer de steder i processen, hvor effekten er størst.

Men en energikortlægning kræver ressourcer og er tidskrævende, og derfor vælger særligt mange mindre produktionsvirksomheder det fra. Det skal det nye digitale værktøj EEMAP lave om på ved at gøre det muligt at lave en energikortlægning både hurtigere og billigere end i dag.

”Det kræver typisk 2-4 ugers arbejde at kortlægge energiforbruget hos en produktionsvirksomhed. Det får en del til at droppe det, og det er en skam, for det kan føre til nogle uheldige beslutninger, hvis man ikke agerer på et oplyst grundlag. Derfor fik vi ideen til EEMAP,” fortæller projektleder Fridolin Müller Holm.

Viegand Maagøe står i spidsen for EEMAP i tæt samarbejde med DTU, IPU og 6 danske produktionsvirksomheder.

De 6 virksomheder
  • FF Skagen (Fiskeprodukter)
  • Skjern Paper (Papir og karton)
  • Royal Unibrew (Bryggeri)
  • PPG Coatings (Maling)
  • Ovodan (Æggebaserede produkter)
  • Avista Green (Raffinaderi)

Kunde: EUDP-finansieret projekt

Kontraktperiode: 2022 – afsluttes i 2024

Sådan løser vi opgaven

EEMAP-projektet lykkes kun, fordi mange fagligheder arbejder tæt sammen. Viegand Maagøe er specialist i energikortlægning og digitale løsninger, DTU har ekspertise i termisk procesmodellering, og IPU står for den bagvedliggende programmering af de komplekse beregninger.

For at få så kompliceret en opgave til at blive til et brugbart værktøj, har det i Viegand Maagøe været afgørende at holde fokus på virksomhedernes behov og sikre brugervenlighed. Derfor har civilingeniører arbejdet tæt sammen med designingeniører fra begyndelsen. Virksomhederne er desuden blevet involveret løbende for at høste så meget viden om deres behov og ønsker som muligt.

Sådan kommer det til at virke

Med digitale byggeklodser skaber energikonsulenten et overblik over virksomhedens proces- og energistrømsbalance ude hos produktionsvirksomheden. Bagefter kan de selv lave de nødvendige tilpasninger af kortlægningens elementer. Dermed har virksomheden hele tiden et nøjagtigt billede af deres produktionsflow og energiforbrug. Samtidig kan de i værktøjet eksperimentere med, hvilken effekt forskellige tiltag vil have på energiforbruget.

User interface – IKKE færdigt EEMAP-værktøj

Software billede

Resultat

Når EEMAP er færdigudviklet bliver det en håndsrækning til virksomheder, der gerne vil, men ikke føler, de har tid eller råd til at gennemføre omfattende energikortlægninger.

Med værktøjet bliver behovet for specialisthjælp reduceret markant, og virksomhederne får hurtigere den dybe indsigt i egne processer, der gør, at de kan sætte ind med effektive tiltag.

”I stedet for at sætte det op fra bunden hver gang, har værktøjet de nødvendige formler og felter bundet sammen i en grafisk brugerflade, som vi taster direkte ind i. Det reducerer arbejdet dramatisk, og vi sparer også nogle besøg på virksomheden, fordi vi kan få alle data ind på 1-2 dage,” siger Fridolin Müller Holm.

EEMAP forventes færdig inden sommeren 2024.

Det kan EEMAP

  • Energiforbrug samt strømme ind og ud af processen (fx æggehvider ind og æggepulver ud)
  • Kortlægning af processen med udgangspunkt i beregningen af en masse- eller energibalance.
  • Kortlægning af energiforbruget i bygningerne
  • Kortlægning af supportsystemerne
  • Sammenfattet udregning og overblik over totale energistrømme
  • Visning af de forskellige energiforbrugere i processen
Om EUDP

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) er en offentlig tilskudsordning, der støtter ny teknologi på energiområdet, som kan bidrage til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima.

Kontakt Fridolin, hvis du vil høre mere om mulighederne for omkostningseffektiv kortlægning af energiforbrug.

Fridolin Müller Holm

Fridolin Müller Holm

Partner, Chef for Industri, Civilingeniør

Mobil: +45 31 75 17 14